Musical og skoleband
På Zahles har eleverne mulighed for at engagere sig i både musical og skoleband – to kreative tilbud, som samler elever på tværs af årgange omkring musik, performance og fællesskab.
Gymnasiets årlige musical bygger typisk på en allerede kendt musical eller film, hvor handlingen i det oprindelige stykke fortolkes af elever og lærere, så indholdet passer til en moderne verden og tager udgangspunkt i livet på Zahles. Hele 70 elever er med fra alle årgange, og de indtager alle roller i produktionen: skuespillere, sangere, musikere, dansere, koreografer, PR, make-up-artister og rekvisitører. Holdet øver i faste øve-weekender, og op til premieren – hen over en uge i starten af januar – øver de selvfølgelig ekstra meget. Hele forløbet er ret intenst og sluttes af med en festmiddag på gymnasiet for alle de medvirkende.
Skolebandet, “Cliffhanger og…”, er et tilbud for elever, der har lyst til at spille musik og hygge sig sammen efter skoletid. Her kan man synge eller spille instrumenter som trommer, bas, guitar og synthesizer. Udover at spille sammen for hyggens skyld, spiller skolebandet også til gymnasiets musical, gallafest, juleindledningen i Domkirken og dimissionen i Tivolis koncertsal.


| Jeg har været med i musical-bandet i både 1. og 2.g, og det har været en virkelig god oplevelse. Musicalen samler elever fra alle årgange, klasser og studieretninger, og alle har en vigtig rolle at udføre i det store fælles projekt. Det føles helt særligt, når så mange typer, interesser, egenskaber og talenter smelter sammen for at skabe den her fælles produktion. Christian, elev på Zahles |